Hos N. Kjær Bilcentret elsker vi vores praktikanter. Vi elsker at hjælpe dem med at få teori (eller drømme) prøvet af i praksis. Praktikanter hos os får både egne selvstændige opgaver og rig mulighed for at være med til at skabe opgaverne.

I sidste uge havde vi William Nislev i praktik i salgsafdelingen. Williams helt store interesse er biler og i særdeleshed motorjournalistik. Derfor fik han til opgave at lave en anmeldelse af den helt nye Mustang Mach-E, som du kan læse nedenfor.

 

Den nye Mustang Mach-E af William Nislev

Så snart man hører navnet Ford Mustang tænker man på en stor, brølende V8’er med baghjulstræk, der ikke kan få greb og masser af hjulspind, men den nye Mach-E kan noget helt andet. I 55 år har en Mustang altid været en fossil motor, men nu er der også kommet en amerikansk muskelhest bare på el. Den er stadig hurtig, og den fås stadig med baghjulstræk, men er det nok til at gå i fodsporene på den “rigtige” Mustang? Og hvor meget af den gamle Mustang er blevet bibeholdt?

Mustang

Den hældende taglinje og en masse andre små detaljer får Mach-E til at se sporty ud, til trods for at den bliver kategoriseret som en SUV. Den har brede skærme, hvilket du også ser, når du kigger i sidespejlet, ligesom man også kunne se på den gamle Mustang.

Den har beholdt lidt af det skarpe lygtedesign, både for og bag på bilen samt den store kølergrill ude foran, som man jo ikke længere rigtigt kan kalde det.

Dørhåndtag er der ikke rigtigt noget af, men i stedet for en knap du trykker på, når du gerne vil ind i bilen. Hvis du gerne vil ud af bilen igen, skal du også åbne døren på en anderledes måde end normale biler.

Mach-E har altså nogle forskellige detaljer uden på, der er gået igen fra de tidligere Mustanger, men Mach-E har altså ikke rigtigt bibeholdt den der rå og maskuline stil, som Mustang ellers altid har haft.

Mustang

Indeni vil man ikke kunne sammenligne den nye med den gamle. “High-tech” er godt at bruge om den nye Mustang indvendig, og “maskulin” var et godt ord at bruge om den gamle. Alt hvad der før var knapper i den gamle Mustang er blevet skiftet ud med en stor 15-tommer skærm, der står lodret i midten af interiøret.

Mustang Mach-E er en rummelig familiebil, hvor der er plads til 5 voksne. Bagagerummet samt “frunken” foran gør, at bilen rummer 502 liter.

Den kommer med 3 batteripakker; RWD, AWD og GT, og afhængig af hvilken variant du vælger, har du en rækkevidde på 400 til 610 kilometer, hvilket er rigeligt til at fragte dig rundt i landet. Og kræfterne i bilen er der selvfølgelig også stor forskel på efter hvilken variant du vælger, men du er sikker på at få en hurtig og sjov bil, lige meget hvilken af varianterne du falder for.

Den hurtigste, som er Mach-E GT galoperer fra 0-100 på 3,7 sekunder, hvilket næsten er superbil hurtigt. Den jeg var ude at køre i, er den baghjulstrukket udgave med lige knap 300 hestekræfter. Når man gav den gas susede det igennem hele kroppen, og kræfterne kom med det samme, når man gav den gas – og de kom på en mere behagelig måde end en fossil motor.

Det er klart, at Ford Mustang Mach-E skuffer rigtigt mange Mustang-fans, da man har valgt at bytte den store V8’er ud med en elmotor, men hvis man ser bort fra de gamle Mustanger er Mach-E en af de fedeste elbiler, hvis ikke den fedeste indtil videre, og den ser skide godt ud.

Læs relateret materiale på vores nyhedsside.