Pressemeddelelse

Mazda sætter navn på kommende SUV

Mazda løfter nu sløret for navnet på mærkets kommende, store SUV. Den kommer til at hedde Mazda CX-60, når den introduceres på det europæiske marked i 2022, mens en version af samme bil med tre sæderækker og plads til op til 7 personer støder til senere. Den kommer til at hedde Mazda CX-80.

På det amerikanske marked vil de tilsvarende modeller blive kaldt Mazda CX-70 og CX-90. De adskiller sig blandt andet fra de europæiske ved at være bredere. I USA introduceres ligeledes en Mazda CX-50, der er baseret på samme platformsarkitektur som Mazda3 og CX-30.

Plug-in hybrid og nye 6-cylindrede motorer

Mazda CX-60 og CX-80 bygger på Mazdas nye, store platformsarkitektur og introduceres blandt andet som plug-in hybridmodeller, hvor en firecylindret benzinmotor kombineres med en elmotor og et batteri. Derudover kommer de med en ny generation af 6-cylindrede rækkemotorer i form af en Skyactiv-X benzinmotor og en Skyactiv-D dieselmotor – begge kombineret med et 48V mildhybridsystem.

Elbil med rotationsmotor som generator

Mazdas SUV-modelprogram udvides altså med to nye modeller på det europæiske marked de næste to år, og de får blandt andet følgeskab af en ny version af Mazdas elbil, MX-30. Den benytter som noget helt unikt en kompakt rotationsmotor som generator.

Helt nye elbiler fra 2025

Fra 2025 planlægger Mazda desuden at introducere et antal nye produkter baseret på en nyudviklet elbilsarkitektur. Ambitionen er fortsat, at Mazda vil have elektrificeret hele modelprogrammet i 2030.

Fortsat fokus på bestsellerne CX-5 og CX-30

De eksisterende SUV-modeller i Mazdas modelprogram, CX-5 og CX-30, står i dag for en stor del af det samlede Mazda-salg både globalt set og i Danmark. De kommer også i de kommende år til at spille en vigtig rolle og vil fortsat løbende blive opdateret både designmæssigt, teknisk og udstyrsmæssigt med særlig fokus på connectivity og de nyeste sikkerhedsteknologier.